JONAS DALSGAARD

En del kan nok huske hvordan det var at være i KB Hallen i 91 og 93 da SH vandt DM - der var mange mennesker, der var god stemning, der var rigtig god basket og sidst men absolut ikke mindst, så var der en masse idoler for alle ungdomsspillere. Undertegnede var selv ungdomsspiller i disse år og det helt store idol var uden tvivl Jonas Dalsgaard. Peter Damm, Lars Bæk og Ulrik Vang var også meget højt på listen, men ham #10 kunne noget særligt!

Det var vi nu ikke ene om at synes - mange af vores jævnaldrende, piger såvel som drenge, var enige - Jonas var for sej! Var der en løs bold, var Jonas helt sikkert på gulvet; mistede vi bolden, var han en af de første der kom hjem i forsvaret; var der en der skulle blokkes ud, var Jonas der. Han var her og der og alle vegne! Sådan så det i hvert fald ud fra de sæder helt oppe under taget i KB Hallen - ja dengang var hallen nemlig fyldt, så det var de eneste sæder vi kunne tilkæmpe os!

Tilbage til Jonas.... mange husker ham som en rigtig slider, en som man altid kunne regne med gav 110% både til træning og til kamp. For os og for mange andre huskes han nok bedst bare som idol.

Vi har talt med Jonas, der idag er Region Manager hos HP ProCurve, far til Sebastian og Laura, sidstnævnte er han ligeledes træner for på MÆP 94.


Se hvad Jonas selv har at sige om sin flotte karriere  

 

- Hvornår og hvorfor startede du med at spille?
  Jeg startede i 1978 hvor Helge Dalum startede en interesse klub på Hørsholm skole - har spillet lige siden


- Højdepunktet i din karriere?
  Der har været flere. Men nogle af dem som har gjort stort indtryk er:

  Vores første DM i KB hallen og alt det postyr der var omkring basket på det tidspunkt – kan huske at ved 3 finale 
  kamp (alle kampe blev sendt direkte i tv) så var KB hallen udsolgt og de havde lavet ekstra studie i pejse salen, hvor folk
  så kampen på stor skærm. Så du kan nok forstille dig hvilken stemning der var i den gamle hal.

  En andet højdepunkt var da jeg blev udtaget til senior landsholdet da jeg var 16 år og blev den yngste spiller og den 
  første fra Hørsholm. 

  Nogle år senere var landsholdet på turne i USA, hvor vi spillede mod IOWA State til den kamp kom der 15.000 tilskuere –   
  bag vores udskiftningsbænk havde vi glæde af et 20 mands stort orkester med tilhørende cheerleaders – det var RET vildt.

 

- Hvilken person har haft størst indflydelse på dig som basketspiller? 
  Jeg har været utrolig heldig at spille på et hold i Hørsholm som bestod af mange forskellige personligheder – denne   
  sammensætning har påvirket mig og været medvirkende til at jeg har oplevet så meget basketmæssigt. Men hvis jeg skal 
  nævne navne, så har Peter Freil’s positive og motiverede måde at tænke/spille basket på gjort indtryk. Lars Bæk en af  
  mine rigtigt gode venner har også haft stor indflydelse på mit basket liv. Vi spillede basket hver dag gennem hele vores
  skoletid (også om vinteren og i tysk timerne) og vi var i USA sammen på college.

 

- Af mange, betegnes du som en rigtig slider/en arbejdshest på banen – hvad mener du selv er din styrke?
  Jeg har bildt mig selv ind, at jeg var en rimlig alsidig spiller og har kunne spille alle positioner. Og det er da rigtigt, at jeg
  har været blandt dem som har gået forrest når der skulle kæmpes eller hvis der var en modstander som skulle have ekstra
  opmærksomhed. Så forsvar og fight har været en af mine varemærker sammen med et fornuftigt overblik og evnen til at få
  en medspiller fri eller spillet fri. Og så elsker jeg fast breaks...

 

- Hvem var/er dit idol og hvorfor?
  Her er der ingen tvivl; Magic Johnson har klart været mit idol – Super afleveringer, stort smil og evnen til at kunne spille
  allround

 

- Hvorfor #10?
  Tjaaa....tror at på det tidspunkt så skulle de høje spillere spille i høje numre og mindre i lave numre og jeg var midt i
  mellem. Eller også var det fordi Elkjær og Maradona spillede i #10 :-) 

 

- Hvad er forskellen(e) på den bedste herreliga i dag (Basketligaen) og den liga I vandt DM i?
  Jeg må nok indrømme at jeg ikke har set så mange kampe, så jeg skal og vil ikke gøre mig til ekspert omkring basket
  ligaen. Men jeg havde fornøjelsen af at træne med vores første hold et par gange (havde ømme ben 2 uger efter) og med 
  de få kampe jeg har set, så virket det som om, at talent niveauet er højt og homogent og stemningen på første holdet var
  god og seriøs. 
  Det som jeg kan savne i kampene (generelt ikke kun Hørsholm) er mere intensitet i form af hel bane press og en positiv
  udstråling der viser, at ”jeg vil vinde og finder mig ikke andet”. Eksempelvis hvis en spiller skal udskiftes - så har jeg set
  spillere på forskellige hold gå ud og se møg fornærmede ud. –> det er sgu da her man skal vise ”det er fint at en af mine
  holdkammerater kommer ind og tager en tørn indtil jeg får nye kræfter”. Udstrålingen og spillere der tager lederskab - den
  er anderledes i de kampe jeg har set.

 

- Du har været i klubben næsten fra begyndelsen af – hvordan vil du beskrive den udvikling der er sket i de
  sidste 25 år i HBBK?

  Udviklingen er helt utrolig – der er lagt et kæmpe stykke arbejde af forældre, frivillige ledere, og frivillige trænere, hvilket
  har resulteret i mange rigtigt flotte resultater i ungdoms afdelingen og vores damer har de sidste mange år gjort det kæmpe
  flot og profileret klubben på en god måde. 
  Der hvor vi har en stor opgave er; at få klædt vores mange talenter og meget dygtige spillere på og gjort klar og bevidst
  gjort om at basket på elite niveau og landsholds niveau handler ikke kun om talent men om indstilling og ekstra hårdt
  arbejde (men også sjovt). 
  Jeg er overbevist om at Hørsholm vil forblive Danmarks bedste klub men det kræver fortsat en stor indsats - fra spillere,
  trænere, frivillige leder og meget gerne i form af POSITIV opbakning til klubbens hjemme kampe.

 

- Du træner i dag hold i klubben og spiller samtidig for det snart legendariske Høbas hold i 2. division – kan
  man gå ud fra at skoene ikke bliver stillet på hylden foreløbig?

  Med en dagligdag med en del rejser og ansvar for et par lande, så må jeg indrømme, at jeg gerne så at der var et par
  ekstra dage i ugen, hvor jeg kunne træne sammen med drengene. Men det er fedt at spille kampe og føle at man stadig kan
  følge med i et relativt højt tempo. I LOVE THAT GAME, siger Jonas med et smil.
  Og så er det meget inspirerende og sjovt at træne (sammen med Cecilia Logo) nogle dejlige piger (MÆP 94) i klubben og
  være med til at udvikle deres basket talent og indstilling.  
  Men skoene de bliver ikke lagt på hylden – det kan jeg slet ikke holde til - kroppen bliver nødt til at holdes i gang (og i form)

 

Vi har talt med et par af Jonas´ holdkammerater:

Peter Damm om Jonas:

Jonas blev den første A-landsholdsspiller af klubbens egen avl, og så har han altid spillet og kæmpet med hjertet, men fremfor alt så vil jeg huske ham, for at have udført det absolut vildeste dunk i Hørsholm Hallen. Jeg selv sad på bænken, da jeg så Lars Bæk nærmest hooke den fladt fra venstre hjørne ind i feltet, hvor en high-speed running og straks derefter high-flying Jonas greb den orange kugle, og smadrede den gennem ring & net. Jeg erindrer, at hele hallen rejste sig op, og kiggede måbende på hinanden: "Hva'''' skete der?". Det gik bare SÅ hurtigt. Den dag fik hans navn en anden betydning - Jon D som i Dunk!


 

Lars Bæk om Jonas:

Jonas er måske den mest alsidige spiller som har spillet basket i Hørsholm nogen sinde. Han kan lave masser af point, og var en af landets absolut bedste forsvar spillere. Jonas har altid haft en utrolig professionel holdning til basket, og når han krydser sidelinie, så er det 110%  denne kamp eller træning der er fokus på.

Jonas har altid været utrolig uselvisk, og altid sat holdet over sig selv. Samtidig er han en af de få spillere der også ”forstår” spillet. Det kunne han i en tidlig alder, selvom det mange gange først kommer med rutinen, sidst i karrieren

 

Til sidst vil vi blot sige tak til Jonas for at være med i interviewet og mest af alt tak for at have givet os et idol!

 

Louise Bach


 

Hørsholm 79'ers Webbureauet Krogstrup & Hede