|
7/2 - Lemvig – Høbas (1. div. herrer)
Klokken er 20:30. Vi sidder i toget med pizza, vand, øl og chokolade og der er langt hjem. Der er dog masser af mad og plads. Vi havde booket til hele holdet med coach og holdledere, men noget må have gået galt for vi er kun 6 spillere inklusive Thomas, som med kort varsel har efterladt Sanne Salomonsen og Nikolaj Steen uden mandsopdækning i Kolding.
Dan er i gang med Pizza nr. 2 og klager over mavesmerter. Waseem: ”Jeg ved ikke hvad der er værst – krampen i mit højre ben eller efterveerne af den 2 kgs Obelix karrygryde Dan spiste på udturen”. Krampen kommer fra 4x10 min og 5 min. overtime.
Nogle timer tidligere ankom vi til Lemvig og vi anede et komplot da taxachaufføren smilende mødte os ved toget og spurgte om vi også skulle tabe denne gang og om hvorfor vi gad at tage helt til Lemvig for at få klø. Næste stød i leveren fik vi da vi læste dagens kampprogram: ”I denne sæson har spillere som Henrik Norre og Lars Bæk nærmest fundet deres 3. , 4. eller 5. ungdom”. Enig - Vi kunne godt have brugt Henrik – men han er købt fri til at deltage, som wild-card, i All Star kampens 3p. Shootout. Og Lars savner vi helt sikkert også da han ikke har spillet endnu i år.
Det var et andet Lemvig hold end det run-and-gun hold vi plejer at møde. Lemvig startede i zone og fokuserede meget på at spille bolden ind til deres nye canadiske Bigfoot – Jaan Montgomery. Vi var på den anden side klar over at vi skulle spille klogt hvis vi skulle holde hele kampen.
Lang historie kort – vi taber i overtime efter at havde ført med 1 p. 8 sekunder før tid. Vi bliver fejlet og får bolden i siden. Vi afleverer bolden ind til Morten som skyder straffe. 1. brændt og 1 scoret. Lemvig har 6 sekunder til at udligne – og det gør de.
I OT åbner vi op med at føre med 3 og fører efter 4. min. med 1p. Vi taber dog de sidste minutter og må se os slået 101 – 94.
Vi er skuffede – ikke så meget over Mortens straffe – men mest over Per Hjorth. Efter 48 point i ordinær tid, scorer Per kun 2p. i OT – langt under gennemsnittet for kampen.: Per Hjorth ”Jeg startede OK i dag. Lemvig leder i starten af kampen efter Lars og Henrik men derefter går det galt. Mine ex-holdkammerater gav mig simpelthen ikke bolden og jeg måtte skabe det meste selv. Den eneste assist jeg kan huske jeg får er da Due bliver låget og jeg opsnapper bolden. Jeg kan helt klart score meget mere, hvis bare de andre forstår at basket er et hold-spil.”
Per sidder i skrivende stund i en kupé for sig selv og har det helt klart ikke godt: Waseem udtaler. ”Per må tage sig sammen. Han var nærmest usynlig i store dele af kampen og han har fået noget at tænke over. Det er simpelthen ikke godt nok!”.
Næste uges kamp er mod Odense. Vi lægger vores play-book på Face-Book. Vær især opmærksomme på Low.
Efter redaktionens slutning er Miv trådt i karakter og har valgt side. Michael udtaler: ”For at skabe ro på holdet har jeg valgt at sende Was og Due på vinterferie. Jeg har haft en lang snak med Per og vil lade tvivlen komme ham til gode. Per må så tilgengæld gribe chancen og spille i HELE kampen og leve op til sit potentiale”
Høbas: Per Hjorth 50p, Due 15p, Morten Doc. 14p., Was 10p, Thomas 3p. og Uzi 2. Lemvig: Collin 32p. Ditlev 24p.
/Due m.fl.
5/2 - ÅRETS ILDSJÆL 2009 - STEM PÅ GRETHE DAMM
Hørsholm Basketball Klub (bestyrelsen) indstillede i December 09 Grethe Damm til Nordea’s ildsjælepris for Q4 09 – Grethe blev valgt og det var jo fantastisk J
I 2009 er der i alt valgt 4 ildsjæle – og det er blandt disse 4 ildsjæle, der nu skal vælges Årets ildsjæl 2009. Med titlen som årets ildsjæl følger også en pris på kr. 10.000,-. Grethe Damm har besluttet at vælges hun til årets ildsjæl, vil pengene gå ubeskåret til trænerfonden i HBBK J
Måden man bliver valgt på er ganske enkelt den person der får flest stemmer. Gå ind på Ugebladets hjemmeside, hvor du kan læse om kandidaterne og naturligvis stemme på Grethe Damm !!
Den 23. februar er absolut sidste dag du kan afgive din stemme (gør det helllere nu J) – allerede den 24. februar bliver det offentliggjort hvem der bliver årets ildsjæl 2009 J
Grethe Damm - oplagt kandidat som årest ildsjæl ...
Gennem mange, mange år har hun passet HBBK’s loppekælder. Grethe er den der ifm. alle HBBK sommercamps hver eneste morgen i 14 dage har lavet morgenmad til alle trænerne. Grethe har gennem alle årene siden HBBK’s start siddet som trofast tilskuer på bænken. Grethe siger aldrig nej til at give en hånd med ect. ...
På vegne af Bestyrelsen
Charlotte Bornemann
1/2 - HØBAS - VÆRLØSE (1. div. herre)
Weekendens kamp lå sent – så sent at det var langt over sengetid for flere af vores yngre spillere. Samtidig spiller vi i januar og lidt ind i februar traditionen tro vores dårligste kampe. Kombinationen af manglende træning fra den 20 december til den 5 januar, een ugentlig træning og meget julemad gør at vi bare må se i øjnene, at vi simpelt hen er i for dårlig kampform.
Vi var mødt 7 mand op til dagens opgør: Max, Sporten, Janus, Schwartz, Uzi-Dan, Doc-Morten og Due. Værløse stillede med 11 inklusive Niels Bjerregaard som efter en gæsteoptræden til Høbas, hvor han lærte alle vores 2 systemer, nu er vendt tilbage til rødderne.
Vi startede fint med fast breaks og scoriniger både indenfor og udenfor, og samtidig var opdækningen OK. Efter 9 minutter i første periode står den 18-17 til Høbas. Vi slutter perioden med et 7-2 run og fører 25-19.
Anden periode er Værløses bedste. De vinder perioden 34-16 til stillingen Høbas-Værløse 41-53. Vi taber for mange bolde og lader os frustrere over stepdans og langtids camping i feltet. Især Pape har en god periode og scorer 14 point. Det eneste lyspunkt er, at vi får gode chancer ud af vores in-bounce systemer. Vores almindelige angreb fungerer dog ikke godt.
Tredie periode er mere lige. Dommerne begynder at fløjte lidt mere, hvilket holder scoringerne nede. Vi skifter forsvar og får stresset afleveringsbanerne. Det giver stjålne bolde, og 6 minutter inde i perioden har vi kontakt og er kun bagud med 5. Niels Bjerregaard kommer ind og splitter vores high-post, hvilket giver mere ro i Værløses angreb. Det giver bonus, og Værløse vinder de sidste 4 minutter 10-3. Perioden ender 16-16, og Værløse fører med 12 ved indgangen til fjerde periode.
Vi skiftes til at score, og Værløse fører med mellem 10 og 14 point igennem perioden. Vi prøver med full court press, men kræfterne rækker ikke til et rigtigt stressende pres. Værløse sætter en 3er til sidst og vinder 96-81Værløse skifter bredt ud og kommer derfor hele tiden med nye kræfter på banen. De presser os full court, hvilket egentligt ikke giver så stor effekt i form af point overskud men det er helt klart med til at trætte os igennem kampen, og med 96 point scoret imod os gør presset også, at vi ikke er skarpe nok i opdækningen. Vi begår samtidig nogle urutinerede fejltagelser såsom at fokusere for meget på forkerte dommerkendelser. Vores spil bliver også for statisk i perioder, hvilket i andre perioder får os til at gå 1 mod 5. Værløse spillede godt og fortjente sejren.
Værløse: Pape 32, Abdel 16, Gary 13, Niels B. 12 Høbas: Per H. 32, Due 21, Carsten S. 15, Janus 9, Max 2, Morten 2
Due
30/1 - NYT BASKETBALLMAGASIN PÅ GADEN
Danmarks Basketball-Forbund har sendt et nyt basketballmagasin "REBOUND" på gaden. Læs første nummer online HER
26/1 - PIZZA PARTY FOR KLUBBENS YNGSTE MEDLEMMER
|
Lørdag d. 23. januar mødte 53 forventningsfulde mini spillere i årgang 00, 01 og 02 op i Fire Arena til Pizza-Party. Arrangementet startede med 1 times spil og leg med idolerne fra 79ers dameholdet - der var ballhandling, skud konkurrencer, lightning og "Op-Ned" og de heldige vindere Rebecca (Lightning) og Sandra (Op-Ned) fik en fed 79ers t-shirt og en bold med autografer med hjem. Inden vi sendte 79ers damerne til omklædning havde alle minierne muligheden for at få autografer fra damerne og herefter var der pizza og saftevand i klublokalet.
Nu skulle der quizzes og spillerne skulle svare på 13 spørgsmål om 79ers og HBBK - hele 8 spillere svarede rigtigt på alle spørgsmål og vinderne måtte findes efter en nervepirrende omgang "Op-Ned". Josephine og Mathias holdt ud og vandt den store oplevelse at sidde med på bænken under 79ers damernes kamp mod BK Amager.
Inden minierne blev hentet heppede de på damerne og hjalp dem til en flot sejr over BK Amager.
Tak til alle forældre der hjalp til og tak til 79ers damerne for at være med til at gøre det til en fantastisk dag for vores alleryngste medlemmer!
/Karen Ryder & Louise Bach |
|
26/1 - UNGDOMSFEST I HØRSHOLMHALLEN 5/3 ARRANGERET AF HBBK OG 79ers
Et af projekterne som klubbens udvalg ”Make it Happen” har arbejdet med er, at arrangere en ungdomsfest for elever på 7.-9. klassetrin. Formålet er, at tjene penge til klubben, samt at få etableret et god fest til glæde for de unge i Hørsholm og omegn.
Hvis du har lyst til at være med i planlægningen, eller være aktiv på selve dagen, eller måske har gode idéer til indhold m.m. til en sådan fest, så mød op til et kort orienteringsmøde på lørdag den 30/1 kl. 15 i klublokalet i Hørsholm Hallen. Samme dag og sted spiller Hørsholm 79ers ligakampe - dameholdet kl. 13:30 og herrerne kl. 16:00.
To ting er sikre: Festen afholdes fredag den 5. marts i Hørsholm Hallen. Vi har brug for hjælp!
Håber, at vi ses på lørdag.
På vegne af Make It Happen (MIH) Kenneth Arvedsen, holdleder JH95M, Henrik Hjorth, træner D98 Jens Risom, 79ers bestyrelsesmedlem, Peter Damm, 79ers sportsdirektør
21/1 - AMAGER MINI CUP 2010
Hørsholms drenge 00 (minidrenge yngste) deltog i weekenden 15.-17. i Amager Mini Cup med 12 deltagende hold fra årgang 2000 og 2001. Sidste år deltog drengene i samme turnering og blev sendt hjem med sviende nederlag, men i år skulle det gå meget anderledes. HBBK stillede med to hold for årgangen, som stillede op i hver sin pulje. Fredag var der således tre HBBK00 kampe med tre sejre. Her blev fightet til sidste fløjt og drengene var "høje" af sejrenes sødme. Der var godt sammenspil, fight efter hver bold og gode skud kombineret med rebounds i begge ender. Lørdag skulle HBBK00-2 spille deres sidste puljekamp og det blev desværre et nederlag, hvorfor holdet lørdag eftermiddag skulle spille om en plads i kvartfinalen. Det blev desværre til to nederlag og ingen videre deltagelse i turneringen efter nogle spændende kampe. HBBK00-1 havde spillet deres to puljekampe om fredagen og gik derfor direkte i kvartfinalen som puljevinder. De skulle møde HBBK01 i kvartfinalen og her måtte de mindste sande, at selv om det hedder minidrenge yngste for begge årgange, så er det meget svært at hamle op med de store. HBBK00-1 vandt kampen og var derfor klar til semifinalen om søndagen. Drengene var meget tændte. Kampen skulle stå mod BMS, som de i den indledende pulje havde slået med bare 1 point, så der var lagt op til en gyser.Semifinalen bølgede frem og tilbage for til sidst at blive uafgjort, hvorfor drengene måtte ud i en omkamp. Der gik det desværre ikke HBBK00-1''s vej og drengene måtte skuffede vinke farvel til finalepladsen. I kampen om tredjepladsen skulle vi møde Virum, som vi også spillede mod i den indledende pulje og der var kampgejst hos spillerne og opmuntrende tilråb fra de mange forældre og spillere fra HBBK00-2, men desværre løb Virum med sejren denne gang. Det blev til en flot 4. plads (og bronzemedalje) til HBBK00-1 efter 6 hektiske kampe på 48 timer!
En stor tak til holdets utrættelige træner Charlotte, som havde begge hold (11 kampe!) alle tre dage, samt Rasmus som holdt styr på tropperne mellem kampene.
Alle drengene så glade og trætte ud efter en lang basket weekend med masser af bold og holdsamvær.
Tak for nogle flotte kampe drenge!
Marianne (mor til drenge00-spiller)
20/1 - NYE BASKETSKO?
Slutningen af januar betyder masser af nye sko fra Nike og de er allerede kommet, den nye Air Max Lebron VII er kommet i en ny farvekombination. Hvis den sælger ligeså hurtigt som den første, skal du være hurtig.
Gå direkte til Sportsmate hjemmeside her
19/1-HVAD ER SAMMENHÆNGEN MELLEM HØRSHOLM BASKET OG HØRSHOLM 79ers?
Det er en ung, men allerede traditionsrig klub, du er medlem af, og det er vigtigt, at der er et tæt link mellem Hørsholm Baskets ungdomshold og Hørsholm 79ers ligahold. Det er et mål i sig selv, at vores dame- og herreligahold begge primært består af spillere fra HBBK, og det har en stor betydning for både trænere og spillere i HBBK, at klubben har 2 ligahold med dygtige spillere, som agerer som gode rollemodeller. Sammenhængskræften er stærk, og brobygningen er utrolig vigtig for begge parter. I bestyrelserne for HBBK og 79ers arbejder vi tæt sammen på at styrke samarbejdet og fællesskabet mellem de to organisationer. Et af virkemidlerne er at gøre 79ers ligaspillere mere synlige i det daglige for medlemmerne af HBBK. Dette er ikke nemt, da der bl.a. skal tages højde for, at ca. halvdelen af ligaspillerne bor og studerer/arbejder i København, mens de primært kommer til Hørsholm for at træne/spille 4-6 gange om ugen. Men det kan og skal kunne lade sig gøre.
Hvordan bliver 79ers ligaspillere mere synlige? Med stor opbakning fra 79ers spillerne vil der i foråret 2010 foregå en del aktiviteter arrangeret af 79ers. Alle dame- og herreligaspillerne vil indgå i forskellige arrangementer i Fire Arena. De er bl.a. hver især blevet tilknyttet et hold i HBBK (årgang 96-02), som de skal besøge til træning samt evt. se en kamp. På den måde vil forbindelsen mellem de to dele af klubben blive bredere og stærkere. Der vil også blive afholdt pizza-parties for de yngste årgange (årgang 98-02). Disse pizza-parties afholdes ifm. ligakampene i Fire Arena, hvor 79ers spillerne møder et par timer tidligere end normalt, og laver konkurrencer m.m. minispillerne i HBBK. Efter kampen skrives der autografer. For årgang 00-02 vil dette foregå på lørdag den 23. januar 2010 kl. 13:30 ifm. damernes kamp kl. 16:00 mod BK Amager. Senere på foråret vil vi igen arrangere pizza-party og da for årgang 98-99. Derudover vil der blive arrangeret Basket Jam (årgang 96-97), hvor HBBK spillere kan hygge sig med 79ers spillerne, og spiller clinics (årgang 92-95) med et træningstema på programmet. Det kunne f.eks. være dribling, skud, at spille guard eller post spiller osv. Mere info følger vedr. disse arrangementer.
Mvh Hørsholm Basket v/ Anne Borges Hørsholm 79ers v/ Karen Ryder og Peter Damm
18/1 - HØBAS vs VIRUM 87 - 98
Med to træninger på en måned under vesten, skulle man da mene at vi var klar til at tage imod dagens modstander fra Virum. Der var på forhånd lagt op til en lidt vanskelig opgave, da vi var ramt af mange afbud fra sædvanligt velspillende karakterer. Waseem tilbringer weekenden i Nordjylland, i et noget ejendommeligt ærinde. Han blev til årets julefrokost, helt i tidens ånd, tilmeldt en talent konkurrence for truckere – her vil han imponere mangen en gæv jyde med sine evner som Mårhund jonglør. Julen er blevet tilbragt i Thailand, hvor friske Mårhunde er blevet indfanget og medbragt til Kræmmer-markedet. Max skulle klippe negle og Per havde en aftale med sin gruppe af fly entusiaster. Den stod på furtere ved flyvergrillen og ankomsten af en særlig jubilæums udgave af en Boeing 777, håndbygget i flamingo – spændende. Sidst, men ikke mindst, var vi desværre også uden Carsten – der skulle se genudsendelse af X-faktor. Der var derfor hentet forstærkninger i form af koryfæ Peter Damm og 79`ers benhårde Ass.Coach Bogdan. Men nu en lille smule om kampen.
1.periode Kampen starter i et højt tempo, hvor Virum kommer bedst fra start med 2 hurtige scoringer. Nok!! råber David og kvitterer med en herlig 3`er. Perioden bølger frem og tilbage – Henrik sætter fart på og lander nogle fine flyve 3`ere. For Virum er Joe Benjamin svær at håndtere, for at stoppe blødningen sættes Dan på banen – han kvitterer med godt forsvar på Benjamin og et par gode scoringer i den anden ende. Vi spiller en udmærket periode der slutter 25-19
2.periode Vi får etableret noget godt inside spil og dominerer deres felt med mange angrebsrebounds – David omsætter sine til point, hvilket var rart. I den anden ende fortsætter Benjamin det gode spil og vi har svært ved at holde ham inside. Virum har desværre (for os) mange dygtige skytter og de sætter ligeledes 3 lange i perioden. Vi går en smule i stå, men er stadig godt med da perioden slutter. 42 – 46 Første halvlegs store spiller er Virum`s Benjamin med 18-point
3.periode Er ikke altid vores stærkeste periode – ventetid og dårlige undskyldninger er oftest grunden. De kunne dog ikke bruges, da den venlige Hr. Krone havde indvilliget i af afkorte pausen til 5.min. Selv vores bedste vilje var ikke nok da vi i 3 minut bliver outscored 13-0. Noget skal ske og vi går i Zone – det er benzin på bålet og Virum begynder at hælde 3`ere i. Heldigvis får vi også gang i scoringerne i den anden ende. En lidt sur periode der ender 59 – 73.
4.periode Nå men! Skindet er som bekendt ikke solgt før den fede ål er fløjet. Så vi bakser på med krum hals – men på trods af fire 3`ere i perioden, en af Bogdan og tre af Norre bliver kampen aldrig tæt. I et sidste forsøg på at komme tilbage hælder Due 6 hurtige point i, men det er for sent. Virum spiller godt, et vel coached hold med mange dygtige unge spillere – det lykkes dog at holde Benjamin på 4-point i anden halvleg. Bortset fra det ærgerlige, men fortjente, nederlag var det en fornøjelse at spille mod Virum – god hård kamp uden svinestreger og med en fin stemning hele kampen.
Point fordelingen: Janus 26, Henrik 22, David 18, Due 12, Bogdan 5, Dan 4
Mvh Den lange ranglede, nu med tatovering – UHHH !
17/1 - KLUBAFTEN PÅ FREDAG DEN 22. JANUAR
Kære alle fra årgang 96 og ældre. Så er det tid til 3. fredag med åbent klublokalet – og vi glæder os meget til at se jer alle. Se mere info her.
Lene og Kenneth
17/1 - HBBK DOMMER-TRÆF I HØRSHOLMHALLEN PÅ LØRDAG D. 23/1
HBBK's dommerudvalg inviterer alle HBBK’s dommere til Dommer-træf, som finder sted 23/1-2010 14:00 - 18:30 i HUI's klublokale i Hørsholmhallen.
Arrangementet er for både C- og B-dommere - og du er velkommen hvadenten, du har ambitioner om at dømme forbundskampe eller ej.
Vil vil fokusere på, hvad du selv kan gøre, for at blive en bedre dommer, hvad klubben kan gøre, og dine egne forlag til, hvordan HBBK og dommerudvalget bedst muligt kan bakke op om dig som dommer i klubben.... og mon ikke der bliver plads til en rask lille regeldiskussion eller to?
Hvorfor dommeren er den sejeste på banen? Ja - dette spørgsmål vil også blive besvaret på HBBK's dommer-træf.
Efter de indledende indslag, vil vi sammen se 79'ers damehold spille mod BK Amager kl. 16:00. Vi forventer af få besøg af damekampens to dommere inden kampen, hvor de vil fortælle lidt om, hvordan man forbereder sig til at dømme en kamp på topniveau.
Vi håber på at se rigtig mange af klubbens dommere på dagen – også selv om du pga egne kampe kun kan deltage i en del af arrangementet. Tilmelding snarest til ibendalum@mail.dk
Dommerudvalget
15/1 - SÅ ER DER IGEN MULIGHED FOR AT KOMBINERE LÆKKER MAD + GOD BASKET
Onsdag den 20/1 kl. 19 spiller herrerne ligakamp mod BK Amager. Fra kl. 18 serverer vi mad for dem som har bestilt i forvejen. Læs mere nedenfor. Inden kampen er det head coach Milan Skobalj, som giver dig oplægget til matchen, og efterfølgende kan du nyde den spændende herreligakamp.
Bold & Buffet: Slip for madlavningen - kom, spis og bliv underholdt!
Kom kl. 18 i klublokalet i Fire Arena, hvor vi serverer krydderstegte svinekoteletter, grøn salat, flødegratinerede kartofler, timian og hvidvinsbagte gulerødder, hjemmebagt brød og smør. Maden leveres af Drøhse & Lindhardt Gastronomi, og drikkevarer kan købes i kiosken. Prisen er kr. 85 pr. person, dog kun kr. 65 for børn u/ 10 år. TILBUD til trænere: HBBK’s trænere kan spise for kr. 60 Omkring kl. 18:30 kommer Hørsholm 79ers head coach med oplæg til ligakampen.
For at deltage i Bold & Buffet, så skal du bestille og betale i forvejen – senest mandag den 18. januar:
Send en mail til fire@horsholm79ers.dk og skriv, hvor mange voksne og børn I ønsker at bestille mad til (kr. 85 for voksne, kr. 65 for børn u/ 10 år, kr. 60 for HBBK trænere) Overfør det totale beløb til reg. nr. 5190 konto 1033145, og skriv jeres navn som tekst samt antal voksne og børn. F.eks. ”Erik Hansen 2v+3b+1t”. Da der er begrænset med plads, så gælder princippet om ”først til mølle”!
Vi glæder os til at byde jer på mad og basket!
Se programmet her for de resterende ligakampe i grundspillet for både damer og herrer.
Peter
9/1 - YNGLINGE DAMER ER POKALMESTRE
Ynglinge Damer spillede fredag aften pokalfinale mod Åbyhøj i Åbyhallen, og vandt en overbevisende sejr på 38-63. SÅDAN! Godt gået - Stort tillykke til holdet.
Læs mere i kampreferatet her på Åbyhøjs hjemmeside.
9/1 - NU NÆRMER TIDEN SIG FOR KONTINGENTBETALING!
I løbet af kort tid vil opkrævningerne for anden halvdel af denne sæson blive sendt ud.
HUSK: Det er som altid muligt at betale direkte i klubkontoen i Jyske Bank, 5012 – 0001717172. Husk at oplyse spillernavn og hold.
Udmeldelse skal ske skriftligt på mail til Birgitte Hemmingsen birhem@adslhome.dk
B. Hemmingsen
8/1 - JD94 VANDT LUNDASPELAN - TAK FOR DEN STORE OPBAKNING
Efter et langt efterår med flere markante ændringer i truppen skulle JD 94 igen efter et års fravær delta-ge i Lundaspelen. Lodtrækningen havde placeret os i den formodet hårdeste pulje i turneringen, sammen med Solna Vikings, Lobas, BK Marbo fra Sverige samt Uball fra Holland, hvilket skulle vise sig at holde stik. Vi mødte BK Marbo i finalen og Solna vandt 3’er slutspillet.
Læs om pigernes tur
4/1 - TURNERINGSPLANEN FOR FORÅRSTURNERINGEN ER KLAR
I forårssæsonen er ikke mindre end 41 hold fra HBBK, Høbas og 79ers tilmeldt turneringen. Turneringsplanen er nu klar på Infosport.dk, hvor man blandt meget andet kan se en oversigt klik her over puljer, hvor Hørsholms hold deltager.
I øjeblikket er trænere og turneringsledere i gang med at flytte kampe inden for fristen for gebyrfri flytninger, som er 10. januar (rækker med DBBF dommere) eller 24. januar (rækker med egne dommere).
Datoerne for finalestævner er også klar, og de er: Mini Final Four: 24-25 April 2010 Final Four Øst: 8-9 Maj 2010 DM Finaler ungdom: 22-23 Maj 2010
17/12 - NYT FRA DOMMERUDVALGET
Læs om om bl.a. B- og C-dommerkuser, hbbk dommerclinic og meget mere. Tryk her for at læse hele nyheden.
|